C står helt sikkert for Congo!!!

Dagens abc står på et C. Egentlig syntes jeg at C var et super svært bogstav, og kunne kun komme i tanke om ord som citroner, computer eller cirkus... og egentlig synes jeg ikke jeg har det store at sige om nogle af disse ting. Så jeg tog min "politikens dansk ordbog" frem. Bladrede lidt igennem C'ere, men så kom jeg helt og aldeles alene på en ganske anden ide! Og den kan du læse om her...

Den hvide Congoleser

Vi ankommer i ly af mørket. Vi skynder os ud af den hvide pick-up. Jeg tager min store flotte røde kuffert ud af bagagerummet. Den er allerede fuldstændig støvet til af det røde støv, som lægger sig overalt. Indenfor sidder der 7 hvide danskere som tager imod os med åbne arme. Vi spiser spinattærte bagt i en stenovn. LÆKKERT! Også selvom der ikke skal meget til at imponere en efter knap 24 timer med intet udover flymad. Jeg er rejst ned på den omvendte side af jorden. til D. R. Congo.
Jeg har kastet mig ud i et eventyr, som jeg ikke ved hvordan ender. Det er nervepirrende, og på samme tid så fedt som noget kan være.

Der er gået en uge. 5 af de 7 danskere vi var sammen med er taget hjem... Nu er vi så os 5 der tog herned, min onkel og tante.. vi er altså syv "nye".... Vi arbejder hver dag. Med hakker, skovle, river og hvad der ellers lige er. Vi går i folks baghaver, står helt op af deres latriner, og kan kigge lige ind i deres små lerhytter. Hvad end vi foretager os, så står der min. 10-20 små beskidte unger i laset tøj, snot ud af næsen, og ser på os med deres smukke store brune øjne, og hvide perlerækker. Vi er spændende. Vi er anderledes... Vi er HVIDE i en verden af sorte congolesere. Her er det OS der er anderledes!

Jeg sveder... jeg får ondt i hænderne. og det bliver kun værre som jeg hakker i den røde, hårde jord. Det er som at hugge i beton. Jeg er imponeret over de unge mænd som kan blive ved, og ved og ved! Men de er nu alligevel imponerede over mine hakke-skills! (Endelig kan jeg bruge mine spejderfærdigheder til noget) Men det er det hele værd. Jeg ved at for hvert hul jeg har dækket, har jeg været med til at sørge for at endnu 1000 mennesker har fået vand... Vi graver nemlig vandrør til, som skal forsyne 5 landsbyer med vand... det er ca. 5000 mennesker der vil have rent drikkevand, mindre end 100 meter fra deres hoveddør...

For hver dag jeg er her bliver jeg mere og mere fascineret af deres liv hernede. Børnenes fantasi - en klump tør jord kan laves til ler, og derefter formes til de flotteste biler eller både. Forældrenes tålmodighed og udholdenhed - de arbejder hele dagen i marken eller med at lave mursten til deres huse. Og efterhånden som jeg har været her flere dage begynder folk at hilse på mig. Jambo mama Sara siger de... Og jeg råber glad : Jambo sana (som er den venlige måde at hilse tilbage) På arbejdsholdet får jeg også en ven. Han hedder Jaques. Vi kan drille hinanden hele dagen, også selvom vi slet ikke kan tale sammen... Jeg begynder næsten at føle mig som en hvid congoleser.Jeg kunne fortælle uendelige historier om mit 3 ugers ophold i congo i sommer.. Jeg har oplevet flere ting end ord kan fortælle... Jeg håber mit lille indlæg her har givet et indblik i det... Men jeg synes billedet ovenover siger det hele. Kammeratskab på tværs af hudfarve, kultur og meninger... Jeg tror vi herhjemme kunne lære rigtig meget af det!

Hvis du vil læse mere om hvad vi har lavet, eller vil se billeder kan du gøre det her:
mununu09.blogspot.com
Og hvis du vil støtte projektet økonomisk kan du læse mere her:
http://metodistkirken.dk/kirken/mission/