Har du nogensinde åbnet et helt nyt marmeladeglas?
Man tager et hårdt tag om det gyldne låg og det kolde glas. Man vrider. Somme tider lægger man mange kræfter i det. Somme tider må man tage håndklæde eller en ske til hjælp.
Og pludselig giver låg og glas efter for presset og vakuumet brydes. SVUP!
De sidste seks måneder har jeg haft et hårdt greb om mit marmeladeglas. Jeg har lagt alle kræfter i det. Jeg har vredet. Jeg har brugt en ske. Jeg har brugt et håndklæde. Jeg har forsøgt med alle midler.
I onsdags sagde det svup. Vakuumet blev brudt. 5,5års viden flød sammen og endte i en specialecocktail. Jeg er nu en certificeret kommunikationsspecialist.
Jeg er færdig. Jeg har arbejdet hårdt og nu er jeg færdig. Ikke færdig med at lære, fordi det bliver jeg nok ved med resten af livet - ja forhåbentlig dag. Men jeg er færdig med at gå på universitetet. Jeg har for sidste gang sat mine ben, fødder og lemmer på RUCs store campus ved Trekroner. Det er en ambivallent følelse. En følelse af exalteret lykke, af vanvittig lettelse og mod på fremtiden. Men samtidig også en følelse af umenneskelig usikkerhed, af forvirrende forventning og ikke mindst bekymrende befrielse. Jeg lever i en rus af modstridende følelser, der bekæmper og bekriger hinanden. De forsøger alle at få overtaget. Somme tider vinder JEG og får lov til at sige: "Ti stille og lad mig lige nyyyyyde øjeblikket venner!" Andre tider sidder jeg i total stilhed og ønsker, at nogen ville tage mig ved hånden og fortælle mig, hvad opskriften på livet er.
Min mor har sagt. At det er ligesom at få kørekort. Jeg har fået al teorien ind. Jeg har alle værktøjerne. Nu skal jeg bare finde ud af at bruge dem i praksis. Nu skal jeg selv flyve....
Jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden byder på. Jeg er sikker på, at jeg kommer til at åbne mange marmeladeglas i min tid. Hvordan de bliver åbnet er sådan set ligemeget, det er lyden af svuppet, det gør, at det er besværet værd. Har du åbnet nogle marmeladeglas for nyligt?
