søndag den 27. november 2011

Tiden suser forbi!

den 29. august mødte jeg op på Roskilde Universitet til den sidste semesterstart for mit vedkommende. Jeg var forventningsfuld. Jeg kom, som sædvanlig, stakåndet til valby station. Hoppende løb jeg ned af trappen mod perronen. Jeg zigzaggede mig rundt mellem piger med shorts, sommerbrune næser med små brune fregner på og fyre med sommerlyst hår der som zombier stod med øjnene klistret til papkaffekoppen.

For sidste gang, gik jeg for første gang ned mod de gullige bygninger, der danner rammen om RUC. Næsen var rettet mod specialet og bygning 40.01 - biografen ved kommunikation. Der mødte vores studieleder os, Lisbeth, hun fortalte os om specialet som en skøn men HÅRD rejse gennem videnskab og vores hjerner. Forventningen boblede i mig og samtidig var jeg BANGE.... Jeg havde ikke en fast plan for, hvad jeg skulle skrive om. Bare ET ord... videokonferencer....
Jeg kiggede på Gritt, min specialemakker, og smilede skævt. Hendes mundviger vendte sig i et smil og hun hviskede - jeg er sikker på det bliver godt! Lige hvad jeg havde brug for at høre. Så fik vi beskeden. Skynd jer at blive færdige, så I kan få en plads i dagpengeland.. Jo tak! Sikke en opmuntring. 5 (et halvt) års undervisning, eksaminer, læsning, mistet nattesøvn og gruppearbejde er ved at være slut og hvad så? Ja så er det ud og afsted ind i dagpengeland. Det er trist, at det er målet nu!

Nå. Det er knap tre måneder siden nu. Nu sidder jeg midt i specialesumpen - hvilket jeg ikke forstår man kalder det.. det er jo SJOVT!!! Jeg boltrer mig i interviews, teori om kropssprog, metoder til observation. Endelig kan man, det man skal kunne. Jeg kan legende bevæge mig gennem interviewteori, Goffman, og alskens artikler. Selvfølgelig ikke uden forhindringer forståes. Men jeg har lært at takle udfordringer. Jeg KAN! Jeg er sikker på, problemerne melder sig, når vi når januar. Men lige nu er det første søndag i advent. Jeg sidder og lytter til Charlotte Sachs Bostrups sprøde stemme, der fortæller mig om kropssprog. Hun er en af de seje kvinder, vi har interviewet, som ekspert.

Tiden springer forbi mig som et vårlam, der for første gang boltrer sig i det spæde grønne græs. Jeg forsøger at holde fast, men det lader sig ikke gøre. Jeg ser på tiden med et smil på læben og mindes de gode tider på RUC. Nu er det slutspurten. 3 måneder, og så skal jeg aflevere mit speciale på eksamenskontoret. Til den tid er jeg klogere. Til den tid ved jeg mere. Til den tid har jeg forhåbentlig et job at komme ud til, i stedet for at finde mig et træ i skyggen i dagpengeland som jeg kan dvæle under. Jeg vil ud og opleve. Jeg vil ud og bruge min hjerne, min viden, mine ideer.

Jeg slutter mit studie om 3 måneder. Jeg lukker døren til universitetstiden, men forhåbentlig åbner jeg døren til noget nyt og spændende! Jeg glæder mig!

søndag den 23. oktober 2011

Kvinder har kun EN fej

Jeg så en video i dag. En video om kvinden. Jeg tror, der er mange kvinder, der vil nikke genkendende til det.

Det er lidt sukkersødt, men der er også meget sandhed i det!

Se videoen på YouTube her

Og nyd så den kommende uge! Med alt det fantastiske du indeholder - ligemeget om du er kvinde eller mand!

mandag den 26. september 2011

En gang spejder, altid spejder!

I weekenden har jeg været barn igen!


Jeg har løst koder, jeg har været på natløb, jeg har sovet i shelter, jeg har lavet mad over bål og jeg har hygget mig med mine venner - jeg har været spejder igen!


For nogle år siden besluttede jeg, at jeg ikke længere ville prioritere at være spejder hver torsdag. Jeg har mange ting, jeg forpligtiger mig til, og nu syntes jeg ikke længere jeg havde tid til spejderarbejdet.


Jeg hang min uniform ind i klædeskabet. Der har den hængt i nogle år, og hver gang jeg åbner skabet, ser jeg den kigge ud på mig og minde mig om de gode tider, vi har haft sammen!


Men i weekenden tog jeg bøjlen ud. Fandt at der stadig var gamle ketchuppletter på det gule og grønne tørklæde. Og inden jeg tog uniformen i brug tømte jeg gamle papirer ud af lommerne - og der var mange!

Så smed jeg den øverst i tasken og begav mig mod Allerød, hvor jeg skulle møde Emilie og Signe (mine to gamle spejderveninder), som jeg skulle følges med til Esbjerg og Marbæk, hvor hytten ligger.


Vi blev inddelt i patruljer, og lavede standere - som det hører sig til. Vores stander faldt hurtigt i min hånd, og det er utroligt så hjemmevant det føles at gå med sådan en. Vi har gået gennem det jyske landskab. Vi var på løb. Der så vi hippiekøer og jeg holdt en frø i hånden. Jeg har nød at se på landskabet fra gåben.


Når solen skinner og man går der i skoven eller på heden under åben himmel, så kan man mærke endorfinerne strømme til hjernen - LYKKE!


Om aftenen var der natløb med tøjkæde og døde poster. Også et lejrbål med vandede sketches og sanglege og konkurrencer blev det til! Det var ÆGTE på den ægte måde!


Nætterne blev tilbragt i sovepose tæt op af de andre dejlige spejdervenner. Vi sladrede - selvom Facebook har sat en god stopper for den slags... Vi grinte og vi nød at ligge der i mørket og bare være til!


Hjemturen er altid underlig. Det er som et vakuum. Man har været afsted med en masse dejlige mennesker. Man er træt og man er mættet af oplevelser. Hjemme i sydhavnen samlede jeg tøjet, der nu lugtede af røg fra bålet - inklusiv den grønne uniform og det gule tørklæde - og lagde det i vaskemaskinen. Nu hænger det og tørrer og ketchuppletter, harpiks og jord forsvinder fra tøj og uniform, der snart kan hænges tilbage på bøjlen og tages frem næste gang, jeg skal lege spejder!

torsdag den 11. august 2011

Sommerglimt


Der er sket meget henover sommeren.. Man siger, at et billede siger mere end tusinde ord, så der kommer billedindtryk fra sommeren - dog med en lille beskrivelse til hver billede.





Sommeren har også budt på Distortion i de københavnske gader. Her er det et billede taget fra en lejlighed på Nørrebro. Der var mennesker alle vejne og musik og dans og alle talte med alle. Det var fantastisk sjovt og dejligt at se, at københavnere godt kan tale med alle omkring dem! Der røg nok et par barrierer hos en eller to!







For-sommeren bød på inspiration af Kaffe Fasset på Sofienholm. Jeg var med min mor oppe og se hans udstilling. Han arbejder med strik og patchwork. Jeg elsker hans brug af kontraster og komplimentærfarver. Tæppet ovenover var min favorit, og er bestilt hos min mor, til en dag jeg får børn. Lige nu fungerer tæppet som baggrund på min smartphone - forunderlige verden!






Solnedgang over Sydhavnen. Jeg nyder at gå aftenture ude ved vandet. På vejen hjem er solen som regel ved at gå til ro og skinne på andre end mig. Det er et smukt syn!







Så smukt kan der være en sommerdag i Valbyparken. Det kan man jo godt sidde og drømme om sådan en dag, hvor regnen siler ned - som i dag.






Lillesøsteren fik endelig sin hue med rødt bånd på! Her får hun den overrakt af inspektøren på skolen. Hun sluttede med et fint 7-tal i huen, og var glad, tilfreds og klar til at styre ud i livet! Hun var den sidste i rækken hos familien Alsted-Flinck.






Studenternes vogntur gik forbi mine forældres lejlighed på Amager. Her var der linet op med blandt andet jordbær og ananas overtrukket med chokolade, og fars lækre finger-sandwiches. De kom, de spiste, de drak, de lånte toilettet og de dansede skålende og skrålende videre.







I juli var hele familien samlet - for nogle dage -på Bornholm. Vi har sommerhus i Vestre Sømark og her var der både tid til strandtur m. badning, kortspil om aftenen, grin, latter og samværd eller en lille cykeltur gennem det Bornholmske landskab, f.eks. - som det er tilfældet på billedet - for at hente røgede sild og makrel hos Bakkarøgeriet eller friske grøntsager ved en bod ved vejen.






Den 2. august havde min moster og onkel (Helene og Mogens) sølvbryllup. Her er min mor og onkel i færd med at sætte en transportabel æresport op - porten er lavet på gulvet i mine forældres lejlighed i København, derefter transporteret med bil til Odense og senere til Århus.


mandag den 25. juli 2011

Min dybeste medfølelse til Norge!

I dag er der ikke meget at skrive. På 3. dagen er jeg fyldt med sorg over alle de mennesker, der i fredags mistede livet, enten ved eksplosionen i Oslo eller ved skyderierne på Utøya!

Jeg begriber ikke, hvordan et menneske koldblodigt kan have planlagt så styg en forbrydelse!


Mit hjerte græder for alle de familier, venner, kærester, eller bekendte, der har mistet en de havde kær!

mandag den 6. juni 2011

Sommerglimt

Sveden pibler frem på næsetippen. Den glider ned over spæde fregner og lægger sig som et vådt tæppe i de små hår. Gennem de mørke glas ser jeg ud på verdenen. Med glasset imellem mig og verdenen, er det næsten som om jeg lever i en anden verden... Jeg ser ud på den grønne græsplæne med hvide bellis og gule smørblomster nænsomt drysset ud i flotte mønstre. På begge sider af den grønne bløde plæne står buske og træer. De er alle den flotte sommergrønne farve. Og for enden af plænen er der vådt. Blåt og vådt. Bølger der skvulper mod de hårde grå nøgne sten.


Jeg ligger der og ser uforstående ud på den verden der for en uge siden var kold, grå med store spejlblanke pytter i vejkanten, som bliver brudt af store dråber der falder tilfældigt på den hårde asfalt. Nu vrimler det med mennesker. En pige med lyse fletninger, blåblomstret kjole. Hun plukker bellis og nynner mariehønen evigglad. Til højre løber fire unge knægte. De har mørkt hår og en flot brun hud. Den er de givet fra naturens side. Og her ligger jeg. Med mine blege lår der mest af alt minder om to hvide sæler der slås om pladsen.... Jeg forsøger at få samme smukke gyldne glød som dem. Velvidende, at jeg aldrig bliver HELT så brun som dem...


Jaa man må nyde det mens man kan.. imorgen er det måske væk.. den danske sommer er lunefuld!

tirsdag den 3. maj 2011

Død, had og ødelæggelse!

Igår vågnede jeg til nyheden om at Osama Bin Laden var død. Amerikanske soldater havde dræbt ham i det de kalder 'krydsild'. Han blev begravet til havs.

Jeg må indrømme, at den første tanke der fløj gennem mit hovede var: Så er vi af med den krabat.. Det var også på tide! 10 års søgen og endelig!

Men efter nærmere overvejelser skiftede jeg mening. I bund og grund tror jeg slet ikke på krig og ødelæggelse. Det er som Martin Luther King Jr. sagde det:


"I mourn the loss of thousands of precious lives, but I will not rejoice in the
death of one, not even an enemy. Returning hate for hate multiplies hate, adding
deeper darkness to a night already devoid of stars. Darkness cannot drive out
darkness: only light can do taht. Hate cannot drive out hate: only love can do
that"

Jeg tror ikke på, at hadshandlinger som denne mindsker terrortruslen. Jeg er klar over, at havde man stillet Osama for en krigsdomstol eller lign., så havde der sikkert været flere aktioner for at få ham løsladt. Men at tage en enkelt mands liv, for at løse en større kompliceret situation, det gavner ingen!

Som jeg skrev i min Facebook status igår: " tror ikke på krig og ødelæggelse! Jeg er fan af Kærlighedsbudet! 1. Kor. 13: 4-7"

jeg ved ikke, hvordan man skal løse verdens problemer, men jeg tror simpelthen ikke på, at krig er vejen frem!

onsdag den 9. marts 2011

At udfordre sine grænser.

Bare tanken... At stå i et træningslokale blandt 20 smukke kvinder i stramtsiddende træningstøj. Ingen buler de forkerte steder, ikke et hår der sidder forkert! Den type kvinder der ikke sveder når de bevæger sig. Den type kvinder der ikke har behov for vand, selvom de har trænet en hel time intensivt!

Den tanke sidder jeg med. Den får mig til at spænde i skuldrene. Får næsten koldsveden til at dryppe ned af ryggen på mig. Jeg gruer det. Om halvanden time, præcis kl 19.00 vil jeg stå i et træningslokale og gå igang med et nyt hold. Et hold hvor - jeg er overbevist om at - jeg er den eneste, der ikke kan finde ud af øvelserne.

I beskrivelsen står der, at man skal hoppe op på et balancebræt på et tidspunkt i timen.. Jeg er SÅ nervøs for, at jeg ender med at træde ved siden af, eller vippe af brættet, så jeg og mine 72kg lander pladask på gulvet, ved siden af brættet, med alle de smukke kvinders blikke rettet mod mig.

Men jeg har målret besluttet mig for, at det SKAL lykkes! Jeg SKAL være hende, der kaster mig ud i det og uden tanke på de andre, hopper elegant op på brættet og balancerer så flot som jeg aldrig har gjort!
Måske jeg en dag bliver en af de smukke kvinder!... ja drømme kan man jo altid, ikke?

søndag den 13. februar 2011

Indtryk fra Indien

Der er sket meget siden jeg sidst skrev. Mere om det senere. I denne omgang kommer der billedindtryk fra Indien - en tur jeg var på i januar. Desværre kan man ikke inkludere lyd og duft/lugt... Det må I tænke/drømme jer til!