søndag den 13. juli 2008

Gå tur i Københavns gader

Så blev det søndag aften. Ugen er gået med lynets hast! mandag-onsdag var jeg på besøg hos Johan i Hillerød, så hans værksted (lidt rodet, men hyggeligt). Her blev jeg mødt af hans mesters meget lille hund der prøvede at skræmme mig væk ved at gø, men jeg er ikke sådan lige at skræmme hehe
Derefter tog vi hjem til hans forældre og spiste aftensmad. Jah og så var det ellers bare nogle hyggedage i Hillerød. Onsdag på arbejde og torsdag til Katjas 22 års fødselsdag. Altså en stille og rolig uge.

Her i weekenden har jeg så haft besøg af Johan... Rigtig hyggeligt. Lørdag cyklede vi de ca 20 km ud i kolonihaven hos mine forældre. Her spillede vi Canasta med min mor og søster, og hyggede i kolonihaven, der for tiden er uden køkken, da handyman Alsted (aka. min far) er igang med at sætte nyt køkken op derude. Ifølge min mor er der kommet nogle klamme opdagelser ud af det. Som f.eks. frøer og den slags.. Ad hehe.

I morges stod vi så op og besluttede os for at ind til byen. Vi gik forbi bageren og købte noget morgenmad som vi fortærede på vejen ind. Vandrede i solen ad vesterbrogade. Vi gik og kiggede på butikkerne, folk der gik forbi og bare byen. Der var godt nok mange tourister. Det var rigtig hyggeligt og også sjovt. Vi blev bla. råbt af af en hjemløs og senere tilbudt et "vågn op" af en meget gammel dame med rolator.

Vi spiste frokost på Riz Raz - der ifølge Johan hedder Zig Zag.. hehe. Vi mødtes på Nørreport med Johans søster Sigrid, og hendes veninde Mathilde og så gik vi hen og spiste buffet. Rigtig lækkert. Og i baggrunden hørtes noget meget alternativt og underligt jazz.

Vi gik hjem igen efter frokost, så har nok ca gået 9km i dag. Virkelig hyggeligt! Har set København på en helt anden måde en jeg plejer. Det er meget sjovt faktisk hehe. København er virkelig en smuk by på sådan en sommerdag. Måske hjælper det også lidt på synet når man går ved siden af en ret så fantastisk kæreste, det kan umuligt gøre synet værre. hehe.

Den kommende uge byder på noget arbejde og pakning. Fordi ny synes jeg gerne snart sommeren må begynde!!

torsdag den 10. juli 2008

Vi efterlader fodspor


Jeg tror at ligemeget hvad vi gør - og hvor vi befinder os, så efterlader vi fodspor. De kan have forskellig dybde. Hvis sandet er blødt og løst, så bliver sporene dybe. Hvis sandet er hårdt (i vandkanten) så bliver sporene overfladiske.

Fodspor kan bruges til mange ting. De kan bruges til at vise vejen. De kan give inspiration til hvilken vej man kan gå. Man kan, med andre ord, gå oveni dem, eller ved siden af dem.
Fodspor kan også fortælle os op personen gik, eller løb.

Jeg vil prøve at tænke mere over hvad mine fodspor betyder for andre. Hvordan påvirker jeg andre, og hvordan kan mine fodspor bruges som vejviser for andre? Jeg tror det er noget af det vi glemmer at tænke på i dag. Man gør hvad der er godt for en lige nu og her. Tænker ikke så meget på hvilken effekt det har på andre. Man tænker ikke på hvordan samfundet omkring en, og de sociale relationer man har, bliver påvirket af end handlinger.

Dermed ikke sagt at man konstant skal tænke over hvad andre tænker om én. Nogle gange skal man også gøre ting fordi det er godt for en selv. Men jeg tror det er vigtigt at man tænker på, at de ting man gør har konsekvenser. Om det så er for din familie, din nabo, mennesker i din sociale omgangskreds, eller nogle helt andre.

What you do, does matter!!!


Og netop fordi det du gør betyder noget for andre, er det vigtigt at tænke over hvorfor du gør som du gør, og hvad det betyder for andre.

Jeg tror alle mennesker er rollemodeller for andre. Der er altid en der ser op til dig og derfor betyder det noget hvad du gør med dit liv. - Det er en af de ting jeg vil tænke over når jeg starter mit næste semester på studiet. Jeg betyder noget, og mine handlinger betyder noget....

onsdag den 9. juli 2008

Jeg har erfaret at...

... ord ikke kan beskrive alt...

Det er nok en opdagelse, eller erfaring, som mange andre før mig har gjort sig. Der er nok ikke noget nyt i denne opdagelse. Men alligevel er jeg blevet overrasket over det. I går opdagede jeg for første gang hvad det vil sige virkelig at blive overmandet af ens følelser.

Jeg har før oplevet at man kan komme til at græde af sorg, eller måske af glæde. Man kan ende i hysterisk latter over en hændelse, eller sammen med en veninde. Jeg har også oplevet at komme til at smile over børn der leger, en uselvisk gerning. Ja sågar har jeg grædt når jeg har set sådan nogle hjemmeservice programmer hvor hysteriske, men dårligtstillede, amerikanere får et nyt hjem.

Men det her var noget helt og aldeles andet. Det var en følelse af ekstrem lykke. En følelse der umuligt kunne holdes indeni. Den havde langsomt bygget sig op i minutterne op til følelsesudbrudet, og fik pludselig udløb. Det startede med tårer i øjenkrogene, og da Johan spurgte mig hvad der var galt, så løb tårerne så hurtigt at jeg slet ikke kunne styre det. Jeg hulkede simpelthen af lykke.

Jeg ved ikke hvor mange gange man oplever følelserne sådan overmander en som en bølge. Men det var nok noget nær den mest fantastiske følelse.

Jeg har erfaret at kærlighed ikke bare skal fortælles om og udtrykkes i ord, men med fysiske handlinger. Måske med tårer, måske med smil, men ligemeget hvad så tror jeg at dem omkring mig forstår når jeg viser dem at jeg holder af dem. Og det er alligevel det vigtigste.

"Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet."


1. Korinterbrev 13:2

tirsdag den 1. juli 2008

Venner...

Jeg tror venner er noget af det vigtigste jeg har... Man kan dele alt med sine venner, en pose slik, dårlige eller gode nyheder, glæder, sorger, grineflip, jokes, eller minder.
Jeg tænker tit på hvor heldig jeg har været at blive "født" ind i en vennekreds. Fra barnsben har jeg jo haft min færd i kirken i Rigensgade og har været spejder, med i kor og været på ungdomslejre. Jeg har fået venner i hele landet, og det næsten uden at røre en finger. De fleste af mine sådan rigtig tætte venner er endda at finde i kirken. Og nogle af de venner jeg har det aller bedst med bor jo faktisk på den anden side af storebælt. Det er lidt underligt at tænke på at min vennekreds spreder sig over hele landet og mange aldre. Jeg tror det er de færreste der har venner de kan se og så føle at de lige har været sammen igår. Men sådan er det med mange af mine venner. Vi holder kontakten så godt ved lige, at man ikke behøver igennem de der:" nå hvad går du så og laver for tiden" spørgsmål når man ses.
Jeg snakkede med nogle af mine venner (spejderleder-kolleger) her for en uges tid siden, hvor jeg spurgte dem, "hvad tror I egentlig andre mennesker gør for at få en vennekreds, altså når de ikke er i en kirke, eller er spejdere eller sådan?!" Og Carsten Bjerno, en af de lidt ældre unge (hehe) sagde, at de har jo bare slet ikke den samme størrelse vennekreds.
Det slog mig.... Jeg er jo velsignet med en vennekreds... Jeg har egentlig ikke arbejdet så hårdt for at få den her kæmpe vennekreds, en meget accepterende, respekterende vennekreds hvor der er plads til alle vores fejl, mangler, fjollerier og til vores personligheder.
Og nu er det jo så heldigt at jeg lige netop i denne weekend skal se nogle af de mennesker der er i den her kæmpe vennekreds, og det er sådan noget der kan få mig helt op at ringe. Så venner... vi ses snart!!!