mandag den 26. oktober 2009

E er ligesom i Efterår


Jeg har altid synes at Efteråret var en dejlig tid... Måske fordi jeg har fødselsdag i oktober?! Måske bare fordi jeg synes det er en smuk årstid! De rød-grønne-brune-gule trækroner, den smukke lave efterårssol. Og selvom jeg ikke er fan af heldagsregn, så er jeg alligevel fan af stearinlys, putte sig under tæppet i sofaen og læse en god bog. Og de to ting kan snildt kombineres.


I weekenden fik jeg en tur gennem det svenske Efterår. Johan (min kæreste) fik sidste år i svendegave et gavekort af sin mester. Et gavekort som denne weekend gav os en tur til et hotel lige ud til Göta elven, lige udenfor Vänersborg. Her gik vi ture, så på Troldhättans mange fine sluser, fik en 4-retters gourmetmiddag med vin og badede i en udendørs jacuzzi! Når man har været sammen med sin kæreste i 1½ år så kan man godt mærke at tingene somme tider får et præg af at være 'hverdagsagtige'. Man falder ind i nogle rutiner og kærligheden til hinanden afslører somme tider små sprækker. Men så er det rigtig dejligt at rive en weekend ud af kalenderen og dedikere den til hinanden. En weekend med dybe samtaler, putteri og forkælelse!



(Billedet er taget fra:http://www.mandala.dk/photos_comment/47/19147-msg da jeg desværre ikke har fået lagt vores egne billeder ind på computeren endnu)

Så ovenpå en dejlig Efterårsweekend så kan man så småt vende tilbage til hverdagen og heldagsregn. Fordi indeni mig er flammen igen blusset op i lys lue, og så er det slet ikke så ringe endda at sætte sig i stuen med bogen i hænderne og læse lidt under tæppet!
Hvis du vil se andre forslag til hvad bogstavet E gemmer på så kan du klikke her: ABC-tema

lørdag den 17. oktober 2009

Sjove spørgsmål...


Fredagens indlæg lod vente på sig, så nu er det altså et lørdagsindlæg. I dag er bogstavet D. Og dagens indlæg er en lille historie fra den virkelige verden. Når du har læst det ved du forhåbentlig hvad ugens ord er.

På vej i biografen med min veninde, men det dyre bland-selv slik er for dyrt for to fattige piger, så vi trasker i netto. Det er koldt udenfor, men solen skinner på den der fantastiske blændende måde. Det er efterår og bladene er i chancerende gule, røde og brune farver. Vi sludrer og misser mod solen. Ved lyskrydset står en ældre mand. Jeg har set ham stå og tale med nogle piger på min egen alder i biografen, da vi købte de blå billetter. Jeg skutter mig og kigger stift på den røde mand. Han står lige så stift som mig. Jeg siger ikke noget, så taler han nok ikke til mig.
Jeg kan se ud af øjenkrogen at han vender sig mod mig. Og så kommer der et spørgsmål. "Undskyld piger, må jeg spørge jer om noget?" - nej tænker jeg, men min mund snyder mig og siger "ja da". "Hvis I skulle fødes igen, et andet sted, en anden tid, ville i så vælge at fødes som mand eller som dame?" - tænkepause - "Klart dame!!" Min veninde er enig.
Så bliver der grønt, den lille lysende mand bevæger sig, og det samme gør jeg. Jeg skynder mig at mænge mig med andre mennesker og ænser kun lige hans "Hvorfor??", vælger bare at trække på skuldrene og smile. Kryster!!

Jeg tænker længe over det bagefter. Hvorfor egentlig en dame? Hvad er det der er så godt?
At man må elske at kæle for detaljen? At det er okay at gøre noget ud af sig selv? Jeg ved det ikke. Men der er noget specielt over det. Noget specielt ved at være pige, kvinde, dame....Vi får lov til at gøre så mange ting som mænd ikke må. Så selvom jeg stod der i efterårssolen, missede med øjnene og var stiv som et bræt, undvigende og irriteret, og bagefter følte mig som en kryster, et latterligt fordømmende menneske, så var mit svar til ham sandt.
Hvis jeg selv kunne vælge, så ville jeg være en dame. En lille dame, med femininitet, kærlighed, blomstermani, sko fetish, stearinlys og hyggegen. En prinsesse.



For andre bud på hvad D står for så se på petunias abc.

fredag den 9. oktober 2009

C står helt sikkert for Congo!!!

Dagens abc står på et C. Egentlig syntes jeg at C var et super svært bogstav, og kunne kun komme i tanke om ord som citroner, computer eller cirkus... og egentlig synes jeg ikke jeg har det store at sige om nogle af disse ting. Så jeg tog min "politikens dansk ordbog" frem. Bladrede lidt igennem C'ere, men så kom jeg helt og aldeles alene på en ganske anden ide! Og den kan du læse om her...

Den hvide Congoleser

Vi ankommer i ly af mørket. Vi skynder os ud af den hvide pick-up. Jeg tager min store flotte røde kuffert ud af bagagerummet. Den er allerede fuldstændig støvet til af det røde støv, som lægger sig overalt. Indenfor sidder der 7 hvide danskere som tager imod os med åbne arme. Vi spiser spinattærte bagt i en stenovn. LÆKKERT! Også selvom der ikke skal meget til at imponere en efter knap 24 timer med intet udover flymad. Jeg er rejst ned på den omvendte side af jorden. til D. R. Congo.
Jeg har kastet mig ud i et eventyr, som jeg ikke ved hvordan ender. Det er nervepirrende, og på samme tid så fedt som noget kan være.

Der er gået en uge. 5 af de 7 danskere vi var sammen med er taget hjem... Nu er vi så os 5 der tog herned, min onkel og tante.. vi er altså syv "nye".... Vi arbejder hver dag. Med hakker, skovle, river og hvad der ellers lige er. Vi går i folks baghaver, står helt op af deres latriner, og kan kigge lige ind i deres små lerhytter. Hvad end vi foretager os, så står der min. 10-20 små beskidte unger i laset tøj, snot ud af næsen, og ser på os med deres smukke store brune øjne, og hvide perlerækker. Vi er spændende. Vi er anderledes... Vi er HVIDE i en verden af sorte congolesere. Her er det OS der er anderledes!

Jeg sveder... jeg får ondt i hænderne. og det bliver kun værre som jeg hakker i den røde, hårde jord. Det er som at hugge i beton. Jeg er imponeret over de unge mænd som kan blive ved, og ved og ved! Men de er nu alligevel imponerede over mine hakke-skills! (Endelig kan jeg bruge mine spejderfærdigheder til noget) Men det er det hele værd. Jeg ved at for hvert hul jeg har dækket, har jeg været med til at sørge for at endnu 1000 mennesker har fået vand... Vi graver nemlig vandrør til, som skal forsyne 5 landsbyer med vand... det er ca. 5000 mennesker der vil have rent drikkevand, mindre end 100 meter fra deres hoveddør...

For hver dag jeg er her bliver jeg mere og mere fascineret af deres liv hernede. Børnenes fantasi - en klump tør jord kan laves til ler, og derefter formes til de flotteste biler eller både. Forældrenes tålmodighed og udholdenhed - de arbejder hele dagen i marken eller med at lave mursten til deres huse. Og efterhånden som jeg har været her flere dage begynder folk at hilse på mig. Jambo mama Sara siger de... Og jeg råber glad : Jambo sana (som er den venlige måde at hilse tilbage) På arbejdsholdet får jeg også en ven. Han hedder Jaques. Vi kan drille hinanden hele dagen, også selvom vi slet ikke kan tale sammen... Jeg begynder næsten at føle mig som en hvid congoleser.Jeg kunne fortælle uendelige historier om mit 3 ugers ophold i congo i sommer.. Jeg har oplevet flere ting end ord kan fortælle... Jeg håber mit lille indlæg her har givet et indblik i det... Men jeg synes billedet ovenover siger det hele. Kammeratskab på tværs af hudfarve, kultur og meninger... Jeg tror vi herhjemme kunne lære rigtig meget af det!

Hvis du vil læse mere om hvad vi har lavet, eller vil se billeder kan du gøre det her:
mununu09.blogspot.com
Og hvis du vil støtte projektet økonomisk kan du læse mere her:
http://metodistkirken.dk/kirken/mission/

fredag den 2. oktober 2009

Bøger.... er bedre end internet!!

Hvad indeholder det godt blogindlæg om bogstavet B?
Det er tanken der har kørt i mit hoved siden sidste uges A...

Jeg har haft mange gode ideer, men jeg synes af en eller anden grund, at B er et meget svært bogstav at skrive om..

Så jeg har valgt at skrive om det ord med B som nok fylder mest i min verden lige nu... Og lige nu må det ord nok være BØGER...

Det kommer sig ganske enkelt af at jeg som sagt er studerende. Og som studerende skal man læse, læse og læse til man hverken kan se hvordan bogstaver, ord eller sætninger giver mening længere... Dette semester har jeg Kultur-og Sprogmødestudier, og der er det mest bøger om integration, og hvad kultur betyder for den måde vi møder hinanden.. Lige nu sidder jeg midt i at skrive eksamensessay og der handler teksterne om Eurocentrisme og hvordan europæerne synes vi er de bedste i verden - det er godtnok sådan meget forenklet, fordi der er en masse teorier om det.. :D

Men ud over at jeg læser en masse om det, så synes jeg også bare at bøger er en fantastisk opfindelse... Når man læser teoretiske værker, så lærer man en masse om verden, teorier, filosofier osv osv osv.. Når man læser for morskaben så kan man leve sig ind i et helt anden univers, og slet ikke have lyst til at komme tilbage...

Så kan det godt være man synes at internettet er en fantastisk opfindelse. Men der er nu altså noget ved at sidde med en bog mellem hænderne og intrigeret vende side efter side... :D

Så i denne omgang står B - i ugens ABC for bøger...