Imorgen skal jeg til eksamen! Du ved. Rigtig eksamen, med klamme hænder, slim der samler sig i halsen og alligevel føler man, at man skal drikke vand for at få det tørre i halsen væk. Maven laver knuder og hopper og danser. Man tripper rundt udenfor den store hvide dør.
Så går døren op. Ud kommer vejlederen og SMILER! Sikken en modbydelig gestus. Som om jeg har behov for smil? jeg har behov for at få det overstået, det er, hvad jeg har!
Så sidder man der. De første 5 min har jeg helt og holdent ordet. jeg snakker. Jeg snakker. JEG SNAKKER. og så kommer de.
Spørgsmålene. De hagler ned over en som små modbydelige spyd. De jager ind i en, og man kæmper for at få dem ud uden at begynde at bløde. Det er en kamp for overlevelse.
Og så er det slut. Man går ud. Lukker den hvide dør bag sig. og så er der bare tilbage at vente. Vente på at de bestemmer ens skæbne. Man føler sig som en gladiator der står midt i arenaen og venter på, at kejseren skal pege tomlen op eller ned. man synker dybt og hurtigt. Hjertet raser....
Årh jeg glæder mig ikke!!!!