fredag den 20. november 2009
Ugens bogstav er I
fredag den 13. november 2009
H..... ligesom i... Hus Forbi/Hjemløs

onsdag den 11. november 2009
Hvilke signaler er det vi sender??
Første gang jeg virkelig blev forarget var da jeg forleden læste at DF har fået en aftale i hus med Venstre om, at der gives 100.000DKr til flygtninge der rejser "tilbage til deres hjemland". Samtidig gives der en bonus til de kommuner der får flest flygtninge til at "vende hjem". Hvis det så bare var at det var et tilbud at give 100.000DKr, ja så var det det... Men jeg kan ikke lade være med at tænke på hvilke signaler det sender? Både til de udlændinge og flygtninge der bor her, men også til omverdenen. Vi sender et signal om at danskere er fremmedfjendske og gerne bare vil have de her flygtninge ud af landet så hurtigt som muligt. Vi er ligeglade med hvad de kommer "hjem" til, bare de ikke er her!
En anden ting der virkelig har fået mig op af stolen, og som faktisk er det der har provokeret mig til at skrive dette blogindlæg var en artikel jeg læste på danske kommuners hjemmeside (danskekommuner.dk). Her læste jeg at 1 ud af 4 af de københavnske vælgere gerne vil have at Carl Christian Ebbesen, DF skal være integrationsborgmester!!!!!
Københavns kommune er en by med så mange indvandrere, med folk af så mange forskellige baggrunde, at jeg simpelthen ikke fatter man vil have en DF'er til at sidde som integrationsborgmester! Hvordan kan man leve i en multikulturel storby og vælge en mand der repræsenterer et parti der er så fremmedfjendsk?? Jeg forstår simpelthen ikke at man kan være så ignorant! Her sender vi altså et signal til alle med anden etnisk baggrund end dansk, om at de faktisk ikke er velkomne i vores by?
Hvad blev der af at elske sin næste? Ja jeg spørger bare!
mandag den 2. november 2009
et Forsinket F...

Ugens ord bliver fingeraftryk...
Jeg har altid været meget fascineret af fingeraftryk. Det at vi hver især har et lille særpræg som er helt vores eget. I weekenden var jeg til styrelsesmøde i Metodistkirkens Børne- og Ungdomsforbund hvor jeg holdt en indledning om fingeraftryk. Og jeg vil dele nogle af de tanker med jer her på bloggen også.
I biblen står der at Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. (1. Mosebog 1:27) På en eller anden måde er vi altså allesammen hægtet sammen, hvad enten vi er tykke, tynde, gamle, unge, brune, gule eller hvide. Vi er lavet i hans billede.
Så kan man sige: Jamen jeg tror ikke på Gud!! Til det vil jeg sige: og hvad så? Når man ser på folk omkring sig, ja måske har vi ikke allesammen ens næser, men vi har jo allesammen næser. Vi har måske ikke allesammen brune hænder, men vi har dog hænder. Vi har altså i bund og grund den samme form og udformning.
Når man står i en lederposition, så er det vigtigt at man er et godt forbillede. Det er vigtigt at man 'viser vejen'. Og netop i denne situation er det måske meget godt at vi ikke allesammen er ens. Vi kan netop i vores mangfoldighed vise at man ikke behøver være perfekt. At man ikke behøver ligne en fotomodel når man står op. At man ikke behøver have styr på alle livets problemer, men at man må tage det i sit eget tempo, og finde sine egne veje gennem livet.
Men det her gælder jo også hvis man er forældrer, storesøster/bror eller i alle mulige andre sammenhænge. Så næste gang du tænker, ej jeg kunne godt tabe 5 kg, eller orh hvis nu jeg havde sagt det på en anden måde, så kunne de andre måske bedre lide mig, ja så tænk på at du er den du er fordi Gud har skabt dig sådan. I sit billede. Du er unik, og det er en GOD ting!!
hvis du vil se andre bud på ugens F'er, så gå ind på http://abctema.blogspot.com/
mandag den 26. oktober 2009
E er ligesom i Efterår
(Billedet er taget fra:http://www.mandala.dk/photos_comment/47/19147-msg da jeg desværre ikke har fået lagt vores egne billeder ind på computeren endnu)
lørdag den 17. oktober 2009
Sjove spørgsmål...

På vej i biografen med min veninde, men det dyre bland-selv slik er for dyrt for to fattige piger, så vi trasker i netto. Det er koldt udenfor, men solen skinner på den der fantastiske blændende måde. Det er efterår og bladene er i chancerende gule, røde og brune farver. Vi sludrer og misser mod solen. Ved lyskrydset står en ældre mand. Jeg har set ham stå og tale med nogle piger på min egen alder i biografen, da vi købte de blå billetter. Jeg skutter mig og kigger stift på den røde mand. Han står lige så stift som mig. Jeg siger ikke noget, så taler han nok ikke til mig.
Jeg kan se ud af øjenkrogen at han vender sig mod mig. Og så kommer der et spørgsmål. "Undskyld piger, må jeg spørge jer om noget?" - nej tænker jeg, men min mund snyder mig og siger "ja da". "Hvis I skulle fødes igen, et andet sted, en anden tid, ville i så vælge at fødes som mand eller som dame?" - tænkepause - "Klart dame!!" Min veninde er enig.
Så bliver der grønt, den lille lysende mand bevæger sig, og det samme gør jeg. Jeg skynder mig at mænge mig med andre mennesker og ænser kun lige hans "Hvorfor??", vælger bare at trække på skuldrene og smile. Kryster!!
Jeg tænker længe over det bagefter. Hvorfor egentlig en dame? Hvad er det der er så godt?
At man må elske at kæle for detaljen? At det er okay at gøre noget ud af sig selv? Jeg ved det ikke. Men der er noget specielt over det. Noget specielt ved at være pige, kvinde, dame....Vi får lov til at gøre så mange ting som mænd ikke må. Så selvom jeg stod der i efterårssolen, missede med øjnene og var stiv som et bræt, undvigende og irriteret, og bagefter følte mig som en kryster, et latterligt fordømmende menneske, så var mit svar til ham sandt.
Hvis jeg selv kunne vælge, så ville jeg være en dame. En lille dame, med femininitet, kærlighed, blomstermani, sko fetish, stearinlys og hyggegen. En prinsesse.

For andre bud på hvad D står for så se på petunias abc.
fredag den 9. oktober 2009
C står helt sikkert for Congo!!!
Den hvide Congoleser
Vi ankommer i ly af mørket. Vi skynder os ud af den hvide pick-up. Jeg tager min store flotte røde kuffert ud af bagagerummet. Den er allerede fuldstændig støvet til af det røde støv, som lægger sig overalt. Indenfor sidder der 7 hvide danskere som tager imod os med åbne arme. Vi spiser spinattærte bagt i en stenovn. LÆKKERT! Også selvom der ikke skal meget til at imponere en efter knap 24 timer med intet udover flymad. Jeg er rejst ned på den omvendte side af jorden. til D. R. Congo.
Jeg har kastet mig ud i et eventyr, som jeg ikke ved hvordan ender. Det er nervepirrende, og på samme tid så fedt som noget kan være.
Der er gået en uge. 5 af de 7 danskere vi var sammen med er taget hjem... Nu er vi så os 5 der tog herned, min onkel og tante.. vi er altså syv "nye".... Vi arbejder hver dag. Med hakker, skovle, river og hvad der ellers lige er. Vi går i folks baghaver, står helt op af deres latriner, og kan kigge lige ind i deres små lerhytter. Hvad end vi foretager os, så står der min. 10-20 små beskidte unger i laset tøj, snot ud af næsen, og ser på os med deres smukke store brune øjne, og hvide perlerækker. Vi er spændende. Vi er anderledes... Vi er HVIDE i en verden af sorte congolesere. Her er det OS der er anderledes!
Jeg sveder... jeg får ondt i hænderne. og det bliver kun værre som jeg hakker i den røde, hårde jord. Det er som at hugge i beton. Jeg er imponeret over de unge mænd som kan blive ved, og ved og ved! Men de er nu alligevel imponerede over mine hakke-skills! (Endelig kan jeg bruge mine spejderfærdigheder til noget) Men det er det hele værd. Jeg ved at for hvert hul jeg har dækket, har jeg været med til at sørge for at endnu 1000 mennesker har fået vand... Vi graver nemlig vandrør til, som skal forsyne 5 landsbyer med vand... det er ca. 5000 mennesker der vil have rent drikkevand, mindre end 100 meter fra deres hoveddør...
For hver dag jeg er her bliver jeg mere og mere fascineret af deres liv hernede. Børnenes fantasi - en klump tør jord kan laves til ler, og derefter formes til de flotteste biler eller både. Forældrenes tålmodighed og udholdenhed - de arbejder hele dagen i marken eller med at lave mursten til deres huse. Og efterhånden som jeg har været her flere dage begynder folk at hilse på mig. Jambo mama Sara siger de... Og jeg råber glad : Jambo sana (som er den venlige måde at hilse tilbage) På arbejdsholdet får jeg også en ven. Han hedder Jaques. Vi kan drille hinanden hele dagen, også selvom vi slet ikke kan tale sammen... Jeg begynder næsten at føle mig som en hvid congoleser.
Hvis du vil læse mere om hvad vi har lavet, eller vil se billeder kan du gøre det her:
mununu09.blogspot.com
Og hvis du vil støtte projektet økonomisk kan du læse mere her:
http://metodistkirken.dk/kirken/mission/



