Jeg vågnede Lørdag den 11. august kl 9. Igår havde jeg sagt ja til at medvirke i et modeshow, med modeller i alle mulige størrelser og former. Jeg havde sagt ja, på trods af, at jeg ingen erfaring har. At jeg er blank, når det kommer til at posere og være overskudsagtig-lækker-på-model-måden.
At jeg egentlig ikke er særlig tilfreds med, hvordan min krop ser ud, var åbenbart ingen hindring for mig. Normalt er jeg meget selvkritisk, når det kommer til min krop og mit udseende, og jeg er ikke den, der står frem og siger: "JA jeg er lækker, se liiiige på mig en gang!"
Dagens første job var, at fjerne den skrigrøde neglelak fra negle på hænder og fødder - den må man ikke have på til et modeshow, fik jeg at vide. Dernæst et bad, og en fornuftig modelmorgenmad bestående af havregryn. Imens var den eneste tanke i mit hovede: "HVAD HAR DU GJORT?? Hvorfor har du sagt ja til det her? Du bliver jo gjort til grin!"
kl 15.00 mødte jeg op på PHcafé inde på Halmtorvet i København. Forsigtigt spurgte jeg i baren: "Undskyld, men jeg er model til modeshowet, ved du, hvor jeg skal henvende mig?" Den unge pige pegede på en stor sort dør. Derinde sad de. Dem der skulle dømme mig. Dem, der skulle trylle mig om til noget smukt. Om et øjeblik ville min model karriere begynde.
Jeg trådte ind af døren og sagde spagfærdigt "hej, jeg hedder Sara, jeg skal være model i dag". En flot mørk kvinde, med tatoveringer og næsering og opsat hår, smilede bredt til mig. Hun begyndte straks at stable mig op på stilletter, der var noget højere, end dem jeg normalt går i. Alle skoene var overraskende nemme at gå i og meget behagelige - når man altså tager i betragtning, at de nok var 10-15 cm høje.
Så var det tid til at finde tøjet. Først blev jeg udstyret med en body-shape, som skulle stramme alting lidt ind, og give et mere glat look - jeg blev trøstet med, at det skulle ALLE have på.
Nu blev jeg nervøs.
Jeg var mødt op i leggins og en løs gennemsigtig skjorte. En af de andre kvinder spurgte, om hun måtte løfte på min skjorte, så de kunne se min figur. Jeg løftede forsigtigt op. Den mørke kvinde - Mica - spurgte, om jeg havde body-shape på nu? Jeg svarede forsigtigt "Nej?". "Så du ser bare sådan ud?" var hendes svar. "Ja?". Og SÅ begyndte komplimenterne. "DEN TALJE SKAL VI SIMPELTHEN HAVE FREMHÆVET!" udbrød hun. Og så fandt hun en lækker sort nederdel frem fra Carmakoma.
"Hvis du kan passe den, er du min bedste ven", lød det fra Mica. Jeg hoppede elegant ned i den og lynlåsen blev lukket. Jeg fik et kæææææmpe kram.
Efter en kort fitting og en hurtig instruktion i at gå - som en ægte model - gik jeg ud af døren, med de stilletter jeg skulle have på til aftenens modeshow og en besked om, at komme tilbage igen kl 17, hvor hår og make-up skulle ordnes.
Et kort visit hos min veninde Amalie med lidt mad og en god snak om forventningens glæde og skrækken, der samlede sig i maven som en stor knude, hoppede jeg på cyklen og cyklede tilbage til PHcafé.
Så gik forkælelsen igang. Der var to frisører til hver model, og jeg sad i knap en time og fik ordnet mit hår. De hev og sled i mit blonde hår, for at få det til at sidde perfekt, så min hovedbund bagefter DUNKEDE af smerte. Jeg sad tålmodigt i en sky af hårspray, med mit champagneglas og en blits, der konstant glimtede omkring mig.
Nu var det videre til make-uppen. Make-upartistens første kommentar var: "Det er jo næsten synd, at lægge foundation på, når du har sådan en smuk glat og ren hud". Aldrig har jeg følt mig så forkælet. Her sad jeg og blev sminket og gjort lækker. Væk var frygten for, at blive dømt som "hende den klodsede". Væk var frygten for at snuble på catwalken, når jeg om lidt skulle balancere på grus i stiletter. Tilbage var bare nydelse.
Nu manglede jeg bare tøjet, så var jeg klar. Klokken var kun 19 og vi skulle først gå kl 21, så der blev også tid til at tale lidt med nogle af de andre modeller. Pigerne var søde, imødekommende, lidt usikre - som mig - og slet ikke spor opstyltede eller nedværdigende, som jeg ellers havde forestillet mig - efter at have set uttallige film om modeverdenen. Pigerne var nede på jorden. De talte om deres liv, om hvordan det var, at være tynd og ikke kunne få jobs, fordi deres kropsform heller ikke lige passede ind i modeverdenens billede af, hvordan en model skal se ud. Jeg blev overrasket - på den positive måde.
Efterhånden nærmede klokken sig 21 og vi fik at vide, at nu måtte vi gerne få tøjet på. Unge piger susede omkring os med tøj i hænderne, søgende øjne og som rovdyr stod de på spring til at hjælpe os modeller med at få tøjet på. Vi måtte ikke sætte os ned, fordi så krøllede tøjet, og det ser ikke godt ud på catwalken. Da mine sko skulle spændes, fik jeg derfor hjælp af to unge piger, til at spænde mine sko. Aldrig har jeg følt mig så hjælpeløs. Det var jo komplet skørt. Og samtidig kunne jeg ikke lade være med at føle mig som en prinsesse, der blev opvartet. Det er jo ikke tit, man får lov til sådan noget. For ikke at sige ALDRIG.
Så var der brush-up på frisuren. Lige det sidste lag hårlak, den sidste mousse i håret, så alle hårene artede sig. Som ler blev det formet i frisørernes hænder og endelig var jeg færdig. Endlig havde jeg tid til at samle tankerne i to minutter. Endelig kunne jeg synke klumpen i halsen og tænke, at det bare var en alminelig gåtur ned af gaden... alligevel sagde en stemme inde i hovedet: "jaja en gårtur ned af en grusbelagt gade, i tårnhøje stilletter, hvor 200 mennesker sidder og bedømmer dig hele vejen ned. Hvordan tror du selv, det kommer til at gå?? HAH"
Blitsen summede omkring ørerne på mig. Modeller kaldte på hjælp. Piger fløj afsted. Frisører kom løbende med sprayflasker og hænderne smurt ind i diverse hårprdukter. Selv make-up artisten kom på overarbejde. De sidste brush-ups og læberne skulle også males røde. Sådan. Færdig. Ud i gården - på brosten.
Så op på række. En sidste pep-talk. IT'S ALL ABOUT ATTITUDE!!!! Og så ud over brostenene. Over vejen. Hen til catwalken, der var oplyst af fakler. Der var mange mennesker. Op på række. Alle mulige mennesker omkring mig. Modeentusiaster, fotografer, frisører, alkoholikere, venner, familie, ALLE var kommet for at se det. Se mig. Se os. Sommerfuglene baskede som var de drager i maven på mig. Det kom tættere og tættere på. DJ'ens musik pumpede derudaf. Jeg vippede benene i takt. Så var det min tur næst. Über-frisøren Jonas kom hen og lagde sidste hånd på værket. En sidste gang med hårsprayen og så ud på catwalken.
Et ben foran det andet. Rank ryg. Frem med brystet. Gå langsomt og sikkert. Op med hagen. Pyyyyyh mange ting man skulle huske, og samtidig også liiiige huske at nyde det hele.
Så var det næsten overstået. I løbet af ingen tid var jeg frem og tilbage. Uden at falde. Uden at snuble. Uden at gøre mig selv til grin. Det eneste jeg hørte var musikkens dunken og hujende tilråb. Jeg voksede nok 10cm på den catwalk.
Så var det tid til afslutningen. Alle modeller. På rad og række. Uanset størrelse, udseende, højde, og outfit. En lang række. Endne en tur på gruset. Endnu en tur i rampelyset. Denne gang med ro på. Ingen usikkerhed og ingen nedværdigende tanker om mig selv. Bare glæde og nydelse.
Et veltilfredst smil prægede mit ansigt på vej ud. Jeg nåede lige at lave et likke vrik på foden på vej ud, men det var der ingen, der så. Jeg fik et klap i numsen af Ditte og så var det ellers overstået. Jeg fik store kram af min stolte søster og så var det over for at skifte tøj. På mindre end et kvarter var det hele overstået. Nu var der ikke mere glamour. Ikke mere lækkerhed. Kun den lækkerhed jeg følte inde i mig selv. Hele dagen var jeg blevet opmuntret, opbygget og boostet med selvtillid. Hele dagen havde jeg fået at vide, at jeg er smuk som jeg er. At jeg er dejlig og lækker, og at alt det bare skal frem i lyset. Alle mine fordomme om, hvad det vil sige at være model var forsvundet som dug for solen. Kun minder om glade smil, opmuntrende ord og følelsen af lækkerhed hang i luften og mit sind. Nu var der kun tilbage, at slutte aftenen med en kold øl i selskab med yndlingssøsteren og skønne veninder. Mit eventyr var forbi. Men følelsen af lækkerhed hænger ved lidt endnu.
