Det siges at man kan elske nogen betingelsesløst. Men somme tider kan jeg altså komme til at tænke på. Elsker de mig selvom jeg har den her mega bums midt på næsen? Men hvorfor er det vi tænker så meget på hvad folk tænker om os? Hvornår er man perfekt? Er det når man synes man selv er helt perfekt? Og hvad gør at man er perfekt? At man har en smuk hud? Eller at man har en perfekt timeglas figur?
Hvornår opfattes man som perfekt af andre? Og hvornår opfatter man sig selv som speciel og perfekt?
Jeg tror det er en kvinde ting, at man sammenligner sig selv med andre kvinder. Jeg kan undres over at man kan se så mange perfekte ting ved andre mennesker, men ikke se de gide eller "perfekte" ting ved en selv. Oveni det er det underligt at man er blind for andres fejl, men fokuserer på sine egne hele tiden!
På en eller anden måde må der jo være en grund til vi er lavet som vi er. Og folk holder jo af os som dem vi er -eller hvad?? Vi har jo allesammen vores små særegenheder - nogle ting der gør at vi er specielle og unikke. Og hvis vi ikke havde dem, ja så var vi jo ikke os!
Jeg tror det er det der gør at vi er perfekte og specielle. At vi er forskellige, og selvom man ikke lever op til et skønhedsideal, ikke ligner hende kvinden i woman bladet og ikke lige har fået barberet ben imorges, ja så er der altså alligevel noget der gør at vi er perfekte. Måske er det vores charme, måske er det den måde vi smiler på en speciel dag. Det er ikke til at vide hvad det er der gør os speciel og perfekt den pågældende dag. Men der må jo være en grund til at de mennesker, og venner, man omgiver sig med vil have noget med én at gøre!!
Forleden lærte min amerikanske veninde mig et nyt amerikansk ord: idiosyncratic. Det kan også siges på dansk, det udtales på samme måde, men hedder så bare idiosynkratisk. Det betyder ca det samme som særegenhed. Det er et ord der beskriver at man har noget helt specielt ved en. Noget der gør en unik. Måske en lidt underlig eller mærkværdig ting - men ikke på den negative måde, det er en helt speciel og positiv ting der gør at vi er som vi nu engang er!
Så fra nu af er jeg ikke perfekt. Men jeg har idiosynkratiske karaktertræk!!!
Hvornår opfattes man som perfekt af andre? Og hvornår opfatter man sig selv som speciel og perfekt?
Jeg tror det er en kvinde ting, at man sammenligner sig selv med andre kvinder. Jeg kan undres over at man kan se så mange perfekte ting ved andre mennesker, men ikke se de gide eller "perfekte" ting ved en selv. Oveni det er det underligt at man er blind for andres fejl, men fokuserer på sine egne hele tiden!
På en eller anden måde må der jo være en grund til vi er lavet som vi er. Og folk holder jo af os som dem vi er -eller hvad?? Vi har jo allesammen vores små særegenheder - nogle ting der gør at vi er specielle og unikke. Og hvis vi ikke havde dem, ja så var vi jo ikke os!
Jeg tror det er det der gør at vi er perfekte og specielle. At vi er forskellige, og selvom man ikke lever op til et skønhedsideal, ikke ligner hende kvinden i woman bladet og ikke lige har fået barberet ben imorges, ja så er der altså alligevel noget der gør at vi er perfekte. Måske er det vores charme, måske er det den måde vi smiler på en speciel dag. Det er ikke til at vide hvad det er der gør os speciel og perfekt den pågældende dag. Men der må jo være en grund til at de mennesker, og venner, man omgiver sig med vil have noget med én at gøre!!
Forleden lærte min amerikanske veninde mig et nyt amerikansk ord: idiosyncratic. Det kan også siges på dansk, det udtales på samme måde, men hedder så bare idiosynkratisk. Det betyder ca det samme som særegenhed. Det er et ord der beskriver at man har noget helt specielt ved en. Noget der gør en unik. Måske en lidt underlig eller mærkværdig ting - men ikke på den negative måde, det er en helt speciel og positiv ting der gør at vi er som vi nu engang er!
Så fra nu af er jeg ikke perfekt. Men jeg har idiosynkratiske karaktertræk!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar