Venner...

Jeg tror venner er noget af det vigtigste jeg har... Man kan dele alt med sine venner, en pose slik, dårlige eller gode nyheder, glæder, sorger, grineflip, jokes, eller minder.

Jeg tænker tit på hvor heldig jeg har været at blive "født" ind i en vennekreds. Fra barnsben har jeg jo haft min færd i kirken i Rigensgade og har været spejder, med i kor og været på ungdomslejre. Jeg har fået venner i hele landet, og det næsten uden at røre en finger. De fleste af mine sådan rigtig tætte venner er endda at finde i kirken. Og nogle af de venner jeg har det aller bedst med bor jo faktisk på den anden side af storebælt. Det er lidt underligt at tænke på at min vennekreds spreder sig over hele landet og mange aldre. Jeg tror det er de færreste der har venner de kan se og så føle at de lige har været sammen igår. Men sådan er det med mange af mine venner. Vi holder kontakten så godt ved lige, at man ikke behøver igennem de der:" nå hvad går du så og laver for tiden" spørgsmål når man ses.

Jeg snakkede med nogle af mine venner (spejderleder-kolleger) her for en uges tid siden, hvor jeg spurgte dem, "hvad tror I egentlig andre mennesker gør for at få en vennekreds, altså når de ikke er i en kirke, eller er spejdere eller sådan?!" Og Carsten Bjerno, en af de lidt ældre unge (hehe) sagde, at de har jo bare slet ikke den samme størrelse vennekreds.

Det slog mig.... Jeg er jo velsignet med en vennekreds... Jeg har egentlig ikke arbejdet så hårdt for at få den her kæmpe vennekreds, en meget accepterende, respekterende vennekreds hvor der er plads til alle vores fejl, mangler, fjollerier og til vores personligheder.

Og nu er det jo så heldigt at jeg lige netop i denne weekend skal se nogle af de mennesker der er i den her kæmpe vennekreds, og det er sådan noget der kan få mig helt op at ringe. Så venner... vi ses snart!!!