... ord ikke kan beskrive alt...
Det er nok en opdagelse, eller erfaring, som mange andre før mig har gjort sig. Der er nok ikke noget nyt i denne opdagelse. Men alligevel er jeg blevet overrasket over det. I går opdagede jeg for første gang hvad det vil sige virkelig at blive overmandet af ens følelser.
Jeg har før oplevet at man kan komme til at græde af sorg, eller måske af glæde. Man kan ende i hysterisk latter over en hændelse, eller sammen med en veninde. Jeg har også oplevet at komme til at smile over børn der leger, en uselvisk gerning. Ja sågar har jeg grædt når jeg har set sådan nogle hjemmeservice programmer hvor hysteriske, men dårligtstillede, amerikanere får et nyt hjem.
Men det her var noget helt og aldeles andet. Det var en følelse af ekstrem lykke. En følelse der umuligt kunne holdes indeni. Den havde langsomt bygget sig op i minutterne op til følelsesudbrudet, og fik pludselig udløb. Det startede med tårer i øjenkrogene, og da Johan spurgte mig hvad der var galt, så løb tårerne så hurtigt at jeg slet ikke kunne styre det. Jeg hulkede simpelthen af lykke.
Jeg ved ikke hvor mange gange man oplever følelserne sådan overmander en som en bølge. Men det var nok noget nær den mest fantastiske følelse.
Jeg har erfaret at kærlighed ikke bare skal fortælles om og udtrykkes i ord, men med fysiske handlinger. Måske med tårer, måske med smil, men ligemeget hvad så tror jeg at dem omkring mig forstår når jeg viser dem at jeg holder af dem. Og det er alligevel det vigtigste.
Det er nok en opdagelse, eller erfaring, som mange andre før mig har gjort sig. Der er nok ikke noget nyt i denne opdagelse. Men alligevel er jeg blevet overrasket over det. I går opdagede jeg for første gang hvad det vil sige virkelig at blive overmandet af ens følelser.
Jeg har før oplevet at man kan komme til at græde af sorg, eller måske af glæde. Man kan ende i hysterisk latter over en hændelse, eller sammen med en veninde. Jeg har også oplevet at komme til at smile over børn der leger, en uselvisk gerning. Ja sågar har jeg grædt når jeg har set sådan nogle hjemmeservice programmer hvor hysteriske, men dårligtstillede, amerikanere får et nyt hjem.
Men det her var noget helt og aldeles andet. Det var en følelse af ekstrem lykke. En følelse der umuligt kunne holdes indeni. Den havde langsomt bygget sig op i minutterne op til følelsesudbrudet, og fik pludselig udløb. Det startede med tårer i øjenkrogene, og da Johan spurgte mig hvad der var galt, så løb tårerne så hurtigt at jeg slet ikke kunne styre det. Jeg hulkede simpelthen af lykke.
Jeg ved ikke hvor mange gange man oplever følelserne sådan overmander en som en bølge. Men det var nok noget nær den mest fantastiske følelse.
Jeg har erfaret at kærlighed ikke bare skal fortælles om og udtrykkes i ord, men med fysiske handlinger. Måske med tårer, måske med smil, men ligemeget hvad så tror jeg at dem omkring mig forstår når jeg viser dem at jeg holder af dem. Og det er alligevel det vigtigste.
"Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet."
1. Korinterbrev 13:2
Ingen kommentarer:
Send en kommentar