Samtale med en god veninde

Nogle gange føles livet som om det ikke er til at bære. Man føler man er helt nede i kulkælderen og at byrden på ens skuldre bare bliver tungere, tungere og tungere. Men man har så mange forpligtigelser udadtil og derfor prøver man at opretholde en facade udadtil der virker glad, optimistisk og med et kæmpe overskud. Man skal ihvertfald ikke lade nogen se at man har det rigtig skidt.... Men hvad sker der så når man pludselig tør give efter? Når man tør lade nogen se at alt ikke er perfekt, men at der er revner i leret?

Sådan havde jeg det for nogle dage siden. Jeg syntes ikke rigtig at alt var som det skulle være... Jeg syntes egentlig jeg havde det okay, men ikke helt på toppen. Og jeg lod en veninde se mine "skår". Og selvom jeg havde været bange for at hun skulle tro noget skidt om mig, ja så var det slet ikke så galt. Hun kom jo bare hen og sagde: "Hej Sara... skal vi ikke lige tage en snak?" Som sagt, så gjort. Og jeg fik lov til at få nogle ting ud, nogle ting som jeg ikke har fortalt til så mange, og nogle ting som går en meget på..... Og hun sagde, at hun faktisk har haft det på samme måde.. Det betød rigtig meget for mig. Jeg tror lidt det er sådan, at når vi tør give slip, når vi tør at lade folk se vores "skår". Ja så giver de igen, de tør også give slip, og de tør være ærlige overfor os. Så det man står tilbage med er faktisk et bedre venskab, et stærkere venskab.
Hvad er det så man er så bange for?? Er det at få flere "skår"? Er det at være sårbar? Eller hvad er det? Ingen er jo perfekte, og vi har alle vores problemer vi tumler med. Måske burde man bare række ud? Jeg har jo så mange fantastiske venner der vil hjælpe og holde om mig... men det kræver bare at jeg selv rækker ud... Ingen kan læse mine tanker, ingen ved hvornår jeg er klar til at gribe fast.

Når man så er klar, så står de der. Og man ved jo egentlig godt dybt nede at så snart man er kommet ud med det, så virker byrden på skuldrene lettere. Min uge, er ihvertfald blevet lettere at komme igennem på grund af denne samtale. Og jeg tror det har givet mig baggrund for at vise at jeg ikke er perfekt fremover....