A- som i Alene...

På Anne Thompsons Blog så jeg at hun netop er begyndt på en leg her over bloggen... Legen handler om at man hver fredag får ugens bogstav fra ABC og så skal man lave et blogindlæg om bogstavet.. Jeg synes ideen er rigtig god, og forhåbentlig kan det hjælpe mig til at få nogle tanker smidt afsted.

Anyways... ugens bogstav er A.... Og lige for tiden står a'et for alene....

Alene!

Grunden til at ugens indlæg handler om, at være alene er, at jeg netop er startet på 7. semester på RUC. Tja, normalt er man jo ikke alene, når man har studeret i lidt over 3 år. Normalt har man masser af venner på studiet. Men på RUC (Roskilde Universitet) er det sådan, at man hvert semester skal vælge, hvilket fag man gerne vil have. Og derfor ender man ikke altid sammen med nogen man kender.

Dette semester startede jeg altså uden at kende nogen... Var mutters alene når jeg tog toget til Trekroner. Var alene når jeg gik fra toget ned til undervisningen. Var alene, og sad alene til forelæsningerne. Var alene når jeg skulle i kantinen. Var alene i pauserne. Var alene på udflugtsdagen. Var alene når jeg gik op mod toget på vej hjem. Var alene i toget på vej hjem......

Det kan være godt nok at være alene for en stund, men når man har været længe nok alene, så bliver det altså lidt trist. Specielt for sådan en som mig, der elsker at være sammen med mennesker. Elsker at snakke, tale, grine, le, smile og mærke fællesskabet og kærligheden mellem mennesker. Så bliver der altså tomt, når man er alene...

Men det har også lært mig noget at være alene. Det har lært mig at være stærk. Jeg tager flere initiativer, og presser mig selv ud i lidt uvante situationer, når jeg er alene. Fordi i de situationer må jeg kæmpe for fællesskabet. Jeg har f.eks. foreslået et projekt til vores gruppedannelse på studiet. Jeg har presset mig ud i samtaler med folk. Og jeg har samlet en gruppe omkring mig, som jeg nu håber vil skrive et rigtig godt projekt med mig!

Og når man har oplevet hvordan det er at være alene, ja så påskønner man også fællesskabet så meget mere! Og som Poul Dissing har skrevet i en af sine sange: "Det er godt at være alene, men, det er bedst at ha' en ven..."

Nyt billede

Så er der kommet nyt billede her på bloggen. Billedet er taget af Johan i Congo. Det er en af de sidste dage hvor vi gik hjem fra landsbyen, solen er ved at gå ned og lyset er helt fantastisk. Jeg bliver helt varm indeni når jeg ser på det... Håber I vil nyde det lige så meget som mig!

Hvad med VORES ansvar??

For tiden flyver debatten fra højre mod venstre og tilbage igen! Hvad må man bære af religiøse symboler? Kors, burka, tørklæde, hammer osv osv osv....

Vi taler om at "udefra kommende" skal integrere sig i det danske samfund. De skal lære dansk, de skal lære hvordan vores samfund fungerer og hvordan man gebærder sig i det danske samfund - de skal blive fordanskede.

Det første spørgsmål man så kan stille, må være; hvad er danskhed? - Komplekst spørgsmål og et komplekst, måske umuligt, svar!

Det er klart, at man ikke som indvandrer, eller flygtning, kan flytte/flygte til et andet land, og leve fuldstændigt som i "hjemlandet". Altså man må selvfølgelig gøre nogle tiltag for at forstå det samfund man flytter til. Men går integrationen kun en vej???

Er det ikke også sådan at vi som danskere, og kristne??, har en forpligtigelse? Når vi lukker nogle nye ind i vores fællesskab, eller land, så er det da også vigtigt at VI er imødekommende. At VI gør noget for, at de mennesker der kommer til vores land, føler sig tilpas. Vi kan jo ikke forvente at de mennesker der flytter til Danmark ved ALT om vores land, sprog og kultur fra day one...

For at man kan integrere mennesker der kommer til vores land, må vi også udvikle vores kultur og vores måder at gøre tingene på. Hvem ved, måske kunne indvandrere og flygtninge bidrage med nogle gode ting til vores samfund?? Det er jo ikke utænkeligt venner.

Vi danskere taler om, at vi lever i en global verden. At vi er et åbent land, der følger den globale udvikling, og et land der ønsker at hjælpe de fattige, og dem der er dårligere stillet. Men ønsker vi kun at hjælpe folk når de er i "deres del af verden"? Det er fint at hjælpe, så længe de bliver hvor de kommer fra, og ikke kommer og inficerer vores del af verden. Eller hvad? Er det så ikke en noget egoistisk måde at hjælpe på? Så er det jo bare hjælp der skal give os god samvittighed...

I biblen står der at vi skal gøre mod andre, som vi ønsker de skal gøre mod os.
Ville vi ønske at blive modtaget som indvandrere gør i Danmark??? Det spørgsmål tror jeg man skal stille sig selv før man tager stilling til alle de her forslag som regeringen eller deres allierede kommer med mht. at fjerne religiøse symboler fra det offentlige rum. Og mht. at bygge moskeer osv. Hvordan ville vi reagere hvis vi flyttede til et land hvor vi blev nægtet at bygge en kirke?

Det skræmmer mig når så mange danskere stemmer på et parti (DF) som er så fremmedfjendske. Et parti som går ind for at forbyde kors, burkaer, tørklæder og fjerne religiøse symboler fra det offentlige rum. Vores samfund er jo bygget på de kristne værdier, og siden hvornår er vi gået fra at være et demokratisk samfund, med frihed til at udtrykke os som vi vil, til et kontrolsamfund, hvor der er regler for ens religiøse udtryk?

Er det disse værdier vi ønsker vores samfund skal bygges videre på? Der er forældre der tager deres børn ud af den danske folkeskole fordi de ikke stoler på at deres børn er i et godt miljø når de omgives af indvandrere. Og hvorfor er det? Hvorfor skulle disse børn ikke være lige så gode kammerater som hvide, danske børn?? Hvorfor skulle de ikke være lige så kloge? Hvad er det vi mistænker de børn for?

Jeg synes det er på tide vi tager ansvar for vores integration i vores eget samfund... Integration betyder jo at man skal sammensmeltes, eller man skal finde sin vej ind i samfundet. Og vores samfund er et multikulturelt samfund, som vi også må gøre vores for at passe ind i. Integration er ikke en ensrettet vej!