Låst kærlighed?

Måske har du set dem før? Låse, der hænger på rækværk over broer? Jeg ved, at der hænger låse på cykelbroen ved Islands Brygge. De her er fundet i Gdansk i Polen. Måske ved du, hvad de betyder, måske ikke. Jeg har ladet mig fortælle. At låsen betyder kærlighed. At det er kærlighed mellem to mennesker. En kærlighed der bliver låst fast over vandet. Kæresteparene kyler nøglen i vandet eller smider den væk. Når/hvis de får børn, sætter de en lille lås fast i den større som et symbol på en tilføjet kærlighed.

Egentlig tænkte jeg, at det var et fjollet symbol på kærlighed. En kærlighed der er låst. Som intet kan ændre på. Som aldrig kan brydes. BAAAAAAH! Gammel fortælling om lykkelig kærlighed. 

Man ser straks Blockbusterfilmen, hvor de elskende sætter en lås på gelænderet og kysser, mens solen går ned i baggrunden. Sukkersødt og pladder romantisk. 

Og LØGN! 

Alle ved jo, at kærligheden bliver påvirket af allemulige udefrakommende strømme. At man i livet gennemgår tider, hvor kærligheden bliver så tynd som sytråd. Og at den forandrer sig. Fra forelskelse til en stærkere kærlighed, der betyder, at vi elsker hinanden. Men heller ikke her er man sikret. Udefrakommende fristelser påvirker os og for nogle kammer det over og kærligheden brydes.

Men måske er det lige netop det, der er så fint ved låsen? At den er symbolet på, at man ØNSKER, at kærligheden skal være låst. At man med låsen forsøger at vise hinanden, at man ønsker at smide nøglen væk til kærligheden, så ingen andre kan åbne den. At man giver sin kærlighed til hinanden for good. Ikke på den Hollywood-Blockbuster-sukkersøde-agtige-måde, men på den oprigtige, se hinanden i øjnene og stå i al sin uperfekthed og love hinanden, at det er OS to.

Ihvertfald skinnede solen på mig der på broen i Polen. Og jeg skænkede en kærlig tanke til de elskende, der fulde af lykke gav sig til hinanden - i en lås.

En models eventyrlige fortælling

Jeg vågnede Lørdag den 11. august kl 9. Igår havde jeg sagt ja til at medvirke i et modeshow, med modeller i alle mulige størrelser og former. Jeg havde sagt ja, på trods af, at jeg ingen erfaring har. At jeg er blank, når det kommer til at posere og være overskudsagtig-lækker-på-model-måden.
At jeg egentlig ikke er særlig tilfreds med, hvordan min krop ser ud, var åbenbart ingen hindring for mig. Normalt er jeg meget selvkritisk, når det kommer til min krop og mit udseende, og jeg er ikke den, der står frem og siger: "JA jeg er lækker, se liiiige på mig en gang!"

Dagens første job var, at fjerne den skrigrøde neglelak fra negle på hænder og fødder - den må man ikke have på til et modeshow, fik jeg at vide. Dernæst et bad, og en fornuftig modelmorgenmad bestående af havregryn. Imens var den eneste tanke i mit hovede: "HVAD HAR DU GJORT?? Hvorfor har du sagt ja til det her? Du bliver jo gjort til grin!"

kl 15.00 mødte jeg op på PHcafé inde på Halmtorvet i København. Forsigtigt spurgte jeg i baren: "Undskyld, men jeg er model til modeshowet, ved du, hvor jeg skal henvende mig?" Den unge pige pegede på en stor sort dør. Derinde sad de. Dem der skulle dømme mig. Dem, der skulle trylle mig om til noget smukt. Om et øjeblik ville min model karriere begynde.

Jeg trådte ind af døren og sagde spagfærdigt "hej, jeg hedder Sara, jeg skal være model i dag". En flot mørk kvinde, med tatoveringer og næsering og opsat hår, smilede bredt til mig. Hun begyndte straks at stable mig op på stilletter, der var noget højere, end dem jeg normalt går i. Alle skoene var overraskende nemme at gå i og meget behagelige - når man altså tager i betragtning, at de nok var 10-15 cm høje.

Så var det tid til at finde tøjet. Først blev jeg udstyret med en body-shape, som skulle stramme alting lidt ind, og give et mere glat look - jeg blev trøstet med, at det skulle ALLE have på.

Nu blev jeg nervøs. 

Jeg var mødt op i leggins og en løs gennemsigtig skjorte. En af de andre kvinder spurgte, om hun måtte løfte på min skjorte, så de kunne se min figur. Jeg løftede forsigtigt op. Den mørke kvinde - Mica - spurgte, om jeg havde body-shape på nu? Jeg svarede forsigtigt "Nej?". "Så du ser bare sådan ud?" var hendes svar. "Ja?". Og SÅ begyndte komplimenterne. "DEN TALJE SKAL VI SIMPELTHEN HAVE FREMHÆVET!" udbrød hun. Og så fandt hun en lækker sort nederdel frem fra Carmakoma.
"Hvis du kan passe den, er du min bedste ven", lød det fra Mica. Jeg hoppede elegant ned i den og lynlåsen blev lukket. Jeg fik et kæææææmpe kram.

Efter en kort fitting og en hurtig instruktion i at gå - som en ægte model - gik jeg ud af døren, med de stilletter jeg skulle have på til aftenens modeshow og en besked om, at komme tilbage igen kl 17, hvor hår og make-up skulle ordnes.
Et kort visit hos min veninde Amalie med lidt mad og en god snak om forventningens glæde og skrækken, der samlede sig i maven som en stor knude, hoppede jeg på cyklen og cyklede tilbage til PHcafé.

Så gik forkælelsen igang. Der var to frisører til hver model, og jeg sad i knap en time og fik ordnet mit hår. De hev og sled i mit blonde hår, for at få det til at sidde perfekt, så min hovedbund bagefter DUNKEDE af smerte. Jeg sad tålmodigt i en sky af hårspray, med mit champagneglas og en blits, der konstant glimtede omkring mig.

Nu var det videre til make-uppen. Make-upartistens første kommentar var: "Det er jo næsten synd, at lægge foundation på, når du har sådan en smuk glat og ren hud". Aldrig har jeg følt mig så forkælet. Her sad jeg og blev sminket og gjort lækker. Væk var frygten for, at blive dømt som "hende den klodsede". Væk var frygten for at snuble på catwalken, når jeg om lidt skulle balancere på grus i stiletter. Tilbage var bare nydelse.

Nu manglede jeg bare tøjet, så var jeg klar. Klokken var kun 19 og vi skulle først gå kl 21, så der blev også tid til at tale lidt med nogle af de andre modeller. Pigerne var søde, imødekommende, lidt usikre - som mig - og slet ikke spor opstyltede eller nedværdigende, som jeg ellers havde forestillet mig - efter at have set uttallige film om modeverdenen. Pigerne var nede på jorden. De talte om deres liv, om hvordan det var, at være tynd og ikke kunne få jobs, fordi deres kropsform heller ikke lige passede ind i modeverdenens billede af, hvordan en model skal se ud. Jeg blev overrasket - på den positive måde.

Efterhånden nærmede klokken sig 21 og vi fik at vide, at nu måtte vi gerne få tøjet på. Unge piger susede omkring os med tøj i hænderne, søgende øjne og som rovdyr stod de på spring til at hjælpe os modeller med at få tøjet på. Vi måtte ikke sætte os ned, fordi så krøllede tøjet, og det ser ikke godt ud på catwalken. Da mine sko skulle spændes, fik jeg derfor hjælp af to unge piger, til at spænde mine sko. Aldrig har jeg følt mig så hjælpeløs. Det var jo komplet skørt. Og samtidig kunne jeg ikke lade være med at føle mig som en prinsesse, der blev opvartet. Det er jo ikke tit, man får lov til sådan noget. For ikke at sige ALDRIG.

Så var der brush-up på frisuren. Lige det sidste lag hårlak, den sidste mousse i håret, så alle hårene artede sig. Som ler blev det formet i frisørernes hænder og endelig var jeg færdig. Endlig havde jeg tid til at samle tankerne i to minutter. Endelig kunne jeg synke klumpen i halsen og tænke, at det bare var en alminelig gåtur ned af gaden... alligevel sagde en stemme inde i hovedet: "jaja en gårtur ned af en grusbelagt gade, i tårnhøje stilletter, hvor 200 mennesker sidder og bedømmer dig hele vejen ned. Hvordan tror du selv, det kommer til at gå?? HAH"
Blitsen summede omkring ørerne på mig. Modeller kaldte på hjælp. Piger fløj afsted. Frisører kom løbende med sprayflasker og hænderne smurt ind i diverse hårprdukter. Selv make-up artisten kom på overarbejde. De sidste brush-ups og læberne skulle også males røde. Sådan. Færdig. Ud i gården - på brosten.

Så op på række. En sidste pep-talk. IT'S ALL ABOUT ATTITUDE!!!! Og så ud over brostenene. Over vejen. Hen til catwalken, der var oplyst af fakler. Der var mange mennesker. Op på række. Alle mulige mennesker omkring mig. Modeentusiaster, fotografer, frisører, alkoholikere, venner, familie, ALLE var kommet for at se det. Se mig. Se os. Sommerfuglene baskede som var de drager i maven på mig. Det kom tættere og tættere på. DJ'ens musik pumpede derudaf. Jeg vippede benene i takt. Så var det min tur næst. Über-frisøren Jonas kom hen og lagde sidste hånd på værket. En sidste gang med hårsprayen og så ud på catwalken.

Et ben foran det andet. Rank ryg. Frem med brystet. Gå langsomt og sikkert. Op med hagen. Pyyyyyh mange ting man skulle huske, og samtidig også liiiige huske at nyde det hele.

Så var det næsten overstået. I løbet af ingen tid var jeg frem og tilbage. Uden at falde. Uden at snuble. Uden at gøre mig selv til grin. Det eneste jeg hørte var musikkens dunken og hujende tilråb. Jeg voksede nok 10cm på den catwalk.

Så var det tid til afslutningen. Alle modeller. På rad og række. Uanset størrelse, udseende, højde, og outfit. En lang række. Endne en tur på gruset. Endnu en tur i rampelyset. Denne gang med ro på. Ingen usikkerhed og ingen nedværdigende tanker om mig selv. Bare glæde og nydelse.

Et veltilfredst smil prægede mit ansigt på vej ud. Jeg nåede lige at lave et likke vrik på foden på vej ud, men det var der ingen, der så. Jeg fik et klap i numsen af Ditte og så var det ellers overstået. Jeg fik store kram af min stolte søster og så var det over for at skifte tøj. På mindre end et kvarter var det hele overstået. Nu var der ikke mere glamour. Ikke mere lækkerhed. Kun den lækkerhed jeg følte inde i mig selv. Hele dagen var jeg blevet opmuntret, opbygget og boostet med selvtillid. Hele dagen havde jeg fået at vide, at jeg er smuk som jeg er. At jeg er dejlig og lækker, og at alt det bare skal frem i lyset. Alle mine fordomme om, hvad det vil sige at være model var forsvundet som dug for solen. Kun minder om glade smil, opmuntrende ord og følelsen af lækkerhed hang i luften og mit sind. Nu var der kun tilbage, at slutte aftenen med en kold øl i selskab med yndlingssøsteren og skønne veninder. Mit eventyr var forbi. Men følelsen af lækkerhed hænger ved lidt endnu.

Vakuum

Har du nogensinde åbnet et helt nyt marmeladeglas?

Man tager et hårdt tag om det gyldne låg og det kolde glas. Man vrider. Somme tider lægger man mange kræfter i det. Somme tider må man tage håndklæde eller en ske til hjælp.

Og pludselig giver låg og glas efter for presset og vakuumet brydes. SVUP!

De sidste seks måneder har jeg haft et hårdt greb om mit marmeladeglas. Jeg har lagt alle kræfter i det. Jeg har vredet. Jeg har brugt en ske. Jeg har brugt et håndklæde. Jeg har forsøgt med alle midler.

I onsdags sagde det svup. Vakuumet blev brudt. 5,5års viden flød sammen og endte i en specialecocktail. Jeg er nu en certificeret kommunikationsspecialist.

Jeg er færdig. Jeg har arbejdet hårdt og nu er jeg færdig. Ikke færdig med at lære, fordi det bliver jeg nok ved med resten af livet - ja forhåbentlig dag. Men jeg er færdig med at gå på universitetet. Jeg har for sidste gang sat mine ben, fødder og lemmer på RUCs store campus ved Trekroner. Det er en ambivallent følelse. En følelse af exalteret lykke, af vanvittig lettelse og mod på fremtiden. Men samtidig også en følelse af umenneskelig usikkerhed, af forvirrende forventning og ikke mindst bekymrende befrielse. Jeg lever i en rus af modstridende følelser, der bekæmper og bekriger hinanden. De forsøger alle at få overtaget. Somme tider vinder JEG og får lov til at sige: "Ti stille og lad mig lige nyyyyyde øjeblikket venner!" Andre tider sidder jeg i total stilhed og ønsker, at nogen ville tage mig ved hånden og fortælle mig, hvad opskriften på livet er.

Min mor har sagt. At det er ligesom at få kørekort. Jeg har fået al teorien ind. Jeg har alle værktøjerne. Nu skal jeg bare finde ud af at bruge dem i praksis. Nu skal jeg selv flyve....

Jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden byder på. Jeg er sikker på, at jeg kommer til at åbne mange marmeladeglas i min tid. Hvordan de bliver åbnet er sådan set ligemeget, det er lyden af svuppet, det gør, at det er besværet værd. Har du åbnet nogle marmeladeglas for nyligt?

Prioritering...?

Man står i situationen flere gange om dagen. Valget. Prioriteringen.

Skal jeg vælge æbler fremfor lakridserne?

Skal jeg vælge den sjove vej eller den givende men kedelige vej?

Skal jeg vælge cyklen fremfor bussen?

Hvordan vælger man, hvad man skal prioritere højest? Vil man være sund, eller vil man have pænt hår og slippe for at stinke af sved, når man møder op? Valgene er mange. I dag er jeg blevet sat i en situation, hvor jeg skal vælge. Det er to ting, jeg prioriterer højt. Den ene en interesse, det andet frivilligt arbejde. Hvordan vælger jeg, hvad der er vigtigst? Er det vigtigst for mig, at jeg får sunget og bliver fyldt op, eller er det vigtigst, at jeg støtter op om et initiativ, jeg selv har været med til at starte?

Tiden, omkring specialet, er en tid, hvor man konstant prioriterer sin tid. Vælger ting fra og til. Det er en tid, hvor der ikke er tid til meget andet end skole, og min sang. Selvom det bare er en enkelt øvelse, så gør det alligevel ondt ideni og jeg får tårer i øjnene. Jeg er splittet mellem egoismen og fællesskabet. Hvordan vælger man?

Jeg er af den støbning, at jeg har svært ved at sige nej. Jeg har svært ved at prioritere mig selv først, fordi jeg ved, at jeg har betydning for fællesskabet. Hvis alle altid vælger den egoistiske vej, så ER der jo ikke noget fællesskab! Og hvorfor skulle jeg være vigtigere end fællesskabet?

På den anden side, så har jeg også brug for at blive fyldt op, for jeg kan give tilbage til fællesskabet... Dilemmaer er der nok af. Men hvordan prioriterer jeg, hvad der er rigtigt? DET fylder mit hovede på årets første dag...

Tiden suser forbi!

den 29. august mødte jeg op på Roskilde Universitet til den sidste semesterstart for mit vedkommende. Jeg var forventningsfuld. Jeg kom, som sædvanlig, stakåndet til valby station. Hoppende løb jeg ned af trappen mod perronen. Jeg zigzaggede mig rundt mellem piger med shorts, sommerbrune næser med små brune fregner på og fyre med sommerlyst hår der som zombier stod med øjnene klistret til papkaffekoppen.

For sidste gang, gik jeg for første gang ned mod de gullige bygninger, der danner rammen om RUC. Næsen var rettet mod specialet og bygning 40.01 - biografen ved kommunikation. Der mødte vores studieleder os, Lisbeth, hun fortalte os om specialet som en skøn men HÅRD rejse gennem videnskab og vores hjerner. Forventningen boblede i mig og samtidig var jeg BANGE.... Jeg havde ikke en fast plan for, hvad jeg skulle skrive om. Bare ET ord... videokonferencer....

Jeg kiggede på Gritt, min specialemakker, og smilede skævt. Hendes mundviger vendte sig i et smil og hun hviskede - jeg er sikker på det bliver godt! Lige hvad jeg havde brug for at høre. Så fik vi beskeden. Skynd jer at blive færdige, så I kan få en plads i dagpengeland.. Jo tak! Sikke en opmuntring. 5 (et halvt) års undervisning, eksaminer, læsning, mistet nattesøvn og gruppearbejde er ved at være slut og hvad så? Ja så er det ud og afsted ind i dagpengeland. Det er trist, at det er målet nu!

Nå. Det er knap tre måneder siden nu. Nu sidder jeg midt i specialesumpen - hvilket jeg ikke forstår man kalder det.. det er jo SJOVT!!! Jeg boltrer mig i interviews, teori om kropssprog, metoder til observation. Endelig kan man, det man skal kunne. Jeg kan legende bevæge mig gennem interviewteori, Goffman, og alskens artikler. Selvfølgelig ikke uden forhindringer forståes. Men jeg har lært at takle udfordringer. Jeg KAN! Jeg er sikker på, problemerne melder sig, når vi når januar. Men lige nu er det første søndag i advent. Jeg sidder og lytter til Charlotte Sachs Bostrups sprøde stemme, der fortæller mig om kropssprog. Hun er en af de seje kvinder, vi har interviewet, som ekspert.

Tiden springer forbi mig som et vårlam, der for første gang boltrer sig i det spæde grønne græs. Jeg forsøger at holde fast, men det lader sig ikke gøre. Jeg ser på tiden med et smil på læben og mindes de gode tider på RUC. Nu er det slutspurten. 3 måneder, og så skal jeg aflevere mit speciale på eksamenskontoret. Til den tid er jeg klogere. Til den tid ved jeg mere. Til den tid har jeg forhåbentlig et job at komme ud til, i stedet for at finde mig et træ i skyggen i dagpengeland som jeg kan dvæle under. Jeg vil ud og opleve. Jeg vil ud og bruge min hjerne, min viden, mine ideer.

Jeg slutter mit studie om 3 måneder. Jeg lukker døren til universitetstiden, men forhåbentlig åbner jeg døren til noget nyt og spændende! Jeg glæder mig!

Kvinder har kun EN fej

Jeg så en video i dag. En video om kvinden. Jeg tror, der er mange kvinder, der vil nikke genkendende til det.

Det er lidt sukkersødt, men der er også meget sandhed i det!

Se videoen på YouTube her

Og nyd så den kommende uge! Med alt det fantastiske du indeholder - ligemeget om du er kvinde eller mand!

En gang spejder, altid spejder!

I weekenden har jeg været barn igen!

Jeg har løst koder, jeg har været på natløb, jeg har sovet i shelter, jeg har lavet mad over bål og jeg har hygget mig med mine venner - jeg har været spejder igen!

For nogle år siden besluttede jeg, at jeg ikke længere ville prioritere at være spejder hver torsdag. Jeg har mange ting, jeg forpligtiger mig til, og nu syntes jeg ikke længere jeg havde tid til spejderarbejdet.

Jeg hang min uniform ind i klædeskabet. Der har den hængt i nogle år, og hver gang jeg åbner skabet, ser jeg den kigge ud på mig og minde mig om de gode tider, vi har haft sammen!

Men i weekenden tog jeg bøjlen ud. Fandt at der stadig var gamle ketchuppletter på det gule og grønne tørklæde. Og inden jeg tog uniformen i brug tømte jeg gamle papirer ud af lommerne - og der var mange!

Så smed jeg den øverst i tasken og begav mig mod Allerød, hvor jeg skulle møde Emilie og Signe (mine to gamle spejderveninder), som jeg skulle følges med til Esbjerg og Marbæk, hvor hytten ligger.

Vi blev inddelt i patruljer, og lavede standere - som det hører sig til. Vores stander faldt hurtigt i min hånd, og det er utroligt så hjemmevant det føles at gå med sådan en. Vi har gået gennem det jyske landskab. Vi var på løb. Der så vi hippiekøer og jeg holdt en frø i hånden. Jeg har nød at se på landskabet fra gåben.

Når solen skinner og man går der i skoven eller på heden under åben himmel, så kan man mærke endorfinerne strømme til hjernen - LYKKE!

Om aftenen var der natløb med tøjkæde og døde poster. Også et lejrbål med vandede sketches og sanglege og konkurrencer blev det til! Det var ÆGTE på den ægte måde!

Nætterne blev tilbragt i sovepose tæt op af de andre dejlige spejdervenner. Vi sladrede - selvom Facebook har sat en god stopper for den slags... Vi grinte og vi nød at ligge der i mørket og bare være til!

Hjemturen er altid underlig. Det er som et vakuum. Man har været afsted med en masse dejlige mennesker. Man er træt og man er mættet af oplevelser. Hjemme i sydhavnen samlede jeg tøjet, der nu lugtede af røg fra bålet - inklusiv den grønne uniform og det gule tørklæde - og lagde det i vaskemaskinen. Nu hænger det og tørrer og ketchuppletter, harpiks og jord forsvinder fra tøj og uniform, der snart kan hænges tilbage på bøjlen og tages frem næste gang, jeg skal lege spejder!